Nye naturfitness-redskaber i Sigrid Undset Skolens skovområde skal danne rammen om nye fællesskaber og give eleverne mulighed for at røre sig og få styrket fysikken. Det nye fitnessområde er etableret med en donation fra TrygFonden, og både elever og personale har glædet sig til at tage det i brug.
Tirsdag var elever og personale fra Sigrid Undset Skolen i Kalundborg samlet til en festlig indvielse af skolens nye udendørs fitness-område, der skal skabe nye fællesskaber blandt eleverne og styrke deres trivsel – både fysisk og mentalt. Med en donation fra TrygFonden har skolen etableret det nye område med naturfitness-redskaber, der er let tilgængelige at anvende og giver eleverne gode muligheder for at få bevæget sig:
- Vores elevgruppe på Sigrid Undset har forskellige handicaps, og mange er sansesarte og har svært ved at være i en larmende gymnastiksal eller omklædningsrum uden ret meget plads. I vores nye udeområde er der højt til loftet, masser af frisk luft og gode muligheder for at få rørt hele kroppen – både hver for sig og sammen med andre. Vi er derfor meget glade for TrygFondens støtte og håber, at området også kan være med til at danne ramme om nye fællesskaber til glæde for eleverne, siger Kevin Sølvsten Meier, centerleder for Specialcenter Sigrid Undset.
Specialcenter Sigrid Undset har en tilhørende børneskole med 100 elever i alderen 6-18 år. Eleverne har bl.a. infantil autisme, ADHD, cerebral parese og epilepsi, og alle har derudover nedsatte kognitive evner. Gruppen har et højt forbrug af digitale midler, fx i form af spil og videoer, og de får ikke bevæget sig ret meget i løbet af en dag.
Det nye fitnessområde er placeret i skolens skovområde og består af forskellige naturfitness-redskaber, der alle har til formål at styrke den enkeltes fysik mest muligt. Donationen fra TryghedsGruppens regionale råd i Region Sjælland er givet som led i TrygFondens samlede arbejde for at skabe mere tryghed og bedre trivsel.
- I TrygFonden ønsker vi, at børn og unge skal trives både fysisk, mentalt og socialt, og at alle har en plads i et positivt fællesskab. Derfor ville vi gerne støtte Sigrid Undset Skolen, for vi ved, at her er der fokus på at skabe de bedst mulige rammer for, at børn og unge kan udfolde og udvikle sig, og vigtigst af alt er der netop fokus på, at alle trives og er med i fællesskabet. Vi håber, at både elever og medarbejdere vil få stor glæde af det nye udefitness-område, siger Poul Buur, repræsentant i TryghedsGruppens regionale råd i Region Sjælland.
Poul Buur deltog i tirsdagens festlige indvielse sammen med både elever, familier og personale. Efter den officielle del var der rig mulighed for at prøve de nye fitness-redskaber af, og det benyttede mange sig af – til stor fornøjelse for alle.