Høng er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Ingen
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Skolevænget, Kalundborg
Toftevangen, Viby Sj. (forsøg)
Fyrrevangen, Havdrup
Højen, Himmelev, Roskilde
Svallerup Landevej, Svallerup, Kalundborg
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Æblerosevej, Yderby Lyng, Sjællands Odde
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Hjortholmvej, Tølløse
Tyveri fra køretøjer:
Tjurgården, Greve
Bøgehegnet, Greve
Lindenborgvej, Gevninge, Roskilde
Holbækvej, Store-Merløse
Rørvangsvej, Holbæk
Gammelbrovej, St. Grandløse, Holbæk
Tyverier fra byggepladser – Tølløse / Holbæk
Tirsdag morgen modtog politiet ikke mindre end tre anmeldelser fra samme entreprenørfirma om forskellige tyveri fra gravemaskiner og tyveri af dieselolie.
I løbet af weekenden fra fredag eftermiddag til mandag morgen var der fra to gravemaskiner på hhv. Rørvangsvej, Holbæk, og Gammelbrovej, St. Grandløse, Holbæk sket tyveri af gravemaskinernes hovedstyringssystem, smøringsanlæg samt nogle sensorer til en større værdi. Disse to steder havde tyven(e) haft stort set uhindret adgang til gravemaskinerne i forbindelse med tyverierne.
Det tredje tyveri, som også var sket i løbet af weekenden, var fra en byggeplads på Tjørnedevej, Tølløse. En lås på en tank med brændstof var blevet skåret op, så der efterfølgende kunne stjæles op imod 3.500 liter diesel.
Politiet har foretaget undersøgelser på de tre gerningssteder og afventer nu resultatet heraf, idet der ikke umiddelbart er andre oplysninger i sagerne til identifikation af tyven(e). Derfor vil politiet gerne i kontakt med personer, der måtte bemærket noget usædvanligt på gerningsstederne i løbet af weekenden, idet politiet formoder, at tyverierne måske kan være sket ad flere gange eller ved længere tids ophold på gerningsstederne. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagerne.
Færdselsuheld – Køge Bugt Motorvejen, Greve
Kl. 08.20 rykkede politiet ud til et færdselsuheld i det nordgående spor på Køge Bugt Motorvejen omkring afkørslen til Greve S, idet flere bilister var stødt sammen.
Det viste sig, at sammenstødet var sket i tæt myldretidstrafik i venstre side af motorvejen, hvor i alt tre bilister var involveret.
En 50-årig mand fra Sorø havde under kørsel i en personbil for sent opdaget, at bilisterne foran ham var standset på grund af kødannelse. Han påkørte derfor i fjerde vognbane bilisten foran ham, så den bilist blev skubbet frem i den tredje bil, der altså også blev ramt.
Ingen af parterne kom til skade ved uheldet, og et bugseringskøretøj sørgede for at fjerne de involverede biler. Politiet registrerede blot omstændighederne og parterne i sammenstødet.
Undveg dyr og forulykkede – Oddenvej, Havnebyen, Sjællands Odde - Odsherred
Kl. 10.55 rykkede en lokal politipatrulje ud for at undersøge omstændigheder ved et færdselsuheld nærmere, idet en bilist var havnet ude i rabatten.
Det viste sig, at en 27-årig kvinde fra Sjællands Odde under kørsel ad Oddenvej ville undvige et rådyr, der var løbet på tværs af vejen lige foran hende. Herunder mistede hun kontrollen over bilen, der endte i rabatten, hvor den væltede om på siden.
Politiet registrerede blot omstændighederne ved uheldet.
Færdselsuheld – Solrød Byvej / Lerbækvej, Solrød Strand
Kl. 13.19 var tre bilister blevet involveret i et færdselsuheld i krydset Solrød Byvej – Lerbækvej, hvorfor politiet rykkede ud for at undersøge omstændighederne nærmere.
Det viste sig, at en 60-årig mand fra Brønshøj var kørt i en personbil ad Lerbækvej mod syd frem til krydset ved Solrød Byvej, hvor han kørte frem over vigelinjen i forbindelse med et venstresving i østlig retning.
Under svingningen påkørte han bagenden af en personbil, som en 79-årig mand fra Frederiksberg ført ad Solrød Byvej mod øst. Dette sammenstøde bevirkede, at den 79-årige kom over i modsatte kørebanehalvdel, hvor han stødte frontalt sammen med en varebil, som en 30-årig mand fra Ringsted førte ad Solrød Byvej mod vest.
To af parterne blev tilset af ambulancepersonalet, men ingen havde pådraget sig behandlingskrævende skader.
Politiet optog rapport om sammenstødet ud fra en mistanke om, at færdselslovens vigepligtsregler kan være blevet overtrådt.
Grundlovsforhør – Besiddelse af narkotika – Roskilde
Kl. 13.20 blev en 21-årig mand fra Roskilde anholdt og sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om besiddelse af narkotika med henblik på videreoverdragelse til andre.
En narkohundepatrulje havde lidt tidligere henvendte sig på mandens bopæl i den nordlige del af Roskilde by på grund af en mistanke om, at han kunne være i besiddelse af narkotika.
En ransagning af mandens bopæl bekræftede mistanken fuldt ud, idet politiet fandt den 21-årige i besiddelse af ca. 788 gram amfetamin, knap 1.200 ecstacy-piller, 26 gram MDMA og ca. 10 gram ketamin. Disse ulovlige stoffer blev beslaglagt som bevis i sagen, som den 21-årige blev afhørt til.
Den 21-årige forblev i politiets varetægt, idet han tirsdag kl. 11.00 vil blive fremstillet i Retten i Roskilde som sigtet i sagen, som anklagemyndigheden vil forsøge afgjort i forbindelse med grundlovsforhøret. I modsat fald vil den 21-årige blive begæret varetægtsfængslet i sagen, indtil den kan afgøres.
Færdselsuheld – Vestergade, Tølløse – Holbæk
Kl. 13.04 fik politiet en anmeldelse om, at en fodgænger var blevet påkørt af en bilist, der efterfølgende var flygtet fra uheldsstedet uden at give sig til kende.
En ambulance og politiet kørte til uheldsstedet, hvorfra en 88-årig kvinde fra Tølløse blev bragt på skadestuen til kontrol for eventuelle skader.
Politiet fik via vidner klarlagt, at en sort/mørk personbil bakkede på en parkeringsplads og ramte herunder den 88-årige, der med en rollator samtidigt passerede bag om bilen. Bilisten fortsatte efterfølgende sin kørsel væk fra parkeringspladsen, mens andre kom fodgængeren til undsætning.
Politiet har nu optaget rapport om sammenstødet mellem de to parter i et forsøg på at identificere bilisten, der formentlig ikke deltog i de foranstaltninger, som uheldet gav anledning til. Den 88-årige kvinde var sluppet fra påkørslen uden behandlingskrævende skader.
Uorden endte i sag om grov vold – Køge
Kl. 13.50 rykkede politiet ud til en 56-årig mands bopæl vest for Køge by i anledning af et besøg af en mand og kvinde, hvilket var endt i uorden og slagsmål. Manden og kvinden havde forladt stedet.
Politiet fik kontakt til den 56-årige, der oplyste, at han havde fået besøg af en 54-årig mand og en 24-årig kvinde i anledning af et økonomisk mellemværende. Deres besøg havde efterfølgende udviklet sig til et slagsmål mellem parterne, så den 56-årige pådrog sig mindre alvorlige skader efter overfaldet. Herefter var de to besøgende kørt fra stedet.
Senere på eftermiddagen fik politiet lokaliseret de to personer, der begge blev anholdt som mistænkte i en sag om grov vold.
Under den fortsatte efterforskning, herunder afhøring af de to anholdte, fik politiet yderligere oplysninger, der bevirkede, at den 56-årige også blev anholdt. Han kunne ifølge de to først anholdte mistænkes for at have anvendt et stikvåben under slagsmålet med især den mandlige part.
I løbet af aftenen blev alle tre løsladt, idet de fremkomne oplysninger i sagen, herunder bl.a. at de tre parterne kendte hinanden i forvejen, fandt politiet og anklagemyndigheden ikke grundlag for at fremstille nogen i grundlovsforhør. Politiet efterforsker fortsat i et forsøg på at få klarlagt alle detaljer i sagen, hvor der er forskellige opfattelser af det hændte.
Narkokørsel – Finderupvej, Høng – Kalundborg
Kl. 18.10 blev en 26-årig mand fra Korsør anholdt i forbindelse med en sigtelse for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil ad Finderupvej i Høng.
Den 26-årige fik udtaget en blodprøve på et sygehus og blev efterfølgende løsladt, så han nu kan afvente resultatet fra analyseerklæringen, før han hører nærmere fra politiet om sagens afslutning.
Knivloven og lov om euforiserende stoffer – Nylandsvej, Køge
Kl. 19.41 var en patrulje fra forebyggelsesafdelingen på politistationen i Køge i et boligområde med etagebyggeri i tryghedsskabende øjemed.
Patruljen fik i den anledning øje på en mand, der sad i en personbil i området. Da patruljen nærmede sig, løb manden fra stedet, men han blev indhentet og kortvarigt anholdt af patruljen.
Der var tale om en 21-årig mand fra Korsør, som ved anholdelsen var i besiddelse af godt et gram hash og en dolk med en bladlængde på ca. 10 cm. De ulovlige effekter blev efterfølgende beslaglagt som bevis i sager om overtrædelse af både knivloven og lov om euforiserende stoffer. Den 21-årige vil senere høre nærmere fra politiet, når sagerne mod ham skal afgøres.
Brandundersøgelse – Sørningevej, Sørninge, Mørkøv – Holbæk
Kl. 03.56 slog en 44-årig mand alarm til brandvæsnet, da han var kommet hjem til sin bopæl og kunne lugte røg.
Brandvæsnet fik slukket en mindre brand i stuen, hvor en sofa var delvist brændt. Der var også sodskader i stuen og tilstødende rum, men ingen personer var kommet til skade ved branden.
Politiet har optaget rapport om branden, hvis årsag skal undersøges nærmere ud fra en formodning om, at en brændeovn tæt på sofaen kan have antændt den.
OPFØLGNING
Drab på en gravid kvinde – Samsøvej, Holbæk
Der er tirsdag morgen sket endnu en anholdelse i drabssagen. Læs mere i den udsendte pressemeddelelse:
Kvinde anholdt i drabssag fra Holbæk