Midt- og Vestsjællands Politi: Seneste nyt fra Høng - torsdag den 3. juni

Profilbillede
dato

Høng er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Døgnets anmeldelser vedrørende:


Indbrud i virksomhed/forretninger:

Hyrdehøj Bygade, Roskilde

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Hyldekærparken, Gundsømagle, Roskilde
Baretten, Ringsted
Longvejen, Drøsselbjerg, Slagelse

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Porsevej, Nykøbing Sj.

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

Tyveri fra køretøjer:

Østergade, Høng
Holmelunden, Gundsømagle, Roskilde
Mandehoved, Sigerslev, Store-Heddinge
Kærholmen, Gundsømagle, Roskilde
Højstrupvej, Højstrup, Rødvig Stevns


Indbrud i varegård ved supermarked – Hyrdehøj Bygade, Roskilde

Kl. 11.07 anmeldte personalet fra supermarkedet Kvickly, at der havde været indbrud i forretningens varegård i løbet af natten. Ifølge videoovervågningen var tre personer alle iført refleksveste brudt i varegården, hvorfra de havde stjålet 150-250 kvartpaller. Tyveriet var sket i tidsrummet kl. 03.21 – 03.34, og de stjålne paller var formentlig transporteret væk i en hvid varebil. Politiet forsøger nu at få både de tre personer og køretøjet identificeret ud fra bl.a. videoovervågningen og eventuelle henvendelser fra personer, der måtte have været i området og bemærket noget usædvanligt ved supermarkedets varegård. Oplysninger i sagen bedes givet til politiet på tlf. 114.

Narkokørsel – Tinghulevej, Højby Sj. – Odsherred

Kl. 13.00 anholdt og sigtede politiet en 41-årig mand fra Højby Sj. for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Politiets mistanken blev bestyrket, efter at hans deltagelse i en narkometertest indikerede påvirkning af både cannabis og amfetamin. Den 41-årige fik derfor udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer og blev løsladt herefter.

Narkokørsel / to efterlyste mænd truffet mv. – Langelandsvej, Køge

Kl. 14.30 standsede politiet en personbil med to mænd og en kvinde til en rutinemæssig kontrol af fører og køretøjet. Det endte med, at alle tre blev sigtet for forskellige overtrædelser af lovgivningen.

Føreren af personbilen var en 31-årig mand fra Køge, som ikke kunne fremvise noget kørekort, idet han i forvejen var frakendt førerretten. Han var ædru, men en narkometertest indikerede, at han under kørslen i bilen var påvirket af både amfetamin og methamfetamin. Han blev derfor anholdt og sigtet for de to overtrædelser af færdselsloven med hensyn til narkokørsel og kørsel i frakendelsestiden.

Den mandlige passager var en 20-årig mand fra Køge, som viste sig at være efterlyst af Københavns Politi til sigtelse og afhøring i sager om både uberettiget brug af et køretøj og en sag om dokumentfalsk. Ved nærmere kontrol af denne efterlysning viste det sig så, at også den anholdte fører af bilen var efterlyst til sigtelse og afhøring i de samme sager.
Den sidste passager i bilen var en 25-årig kvinde fra Haslev, som havde lejet den bil, som den 31-årige var fører af. Hun havde overladt føringen af udlejningsbilen til en person, der ikke lovligt kunne være fører, så hun blev sigtet for overtrædelse af færdselslovens bestemmelser herom.

Den anholdte fører blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, og alle tre sigtede kan nu forvente at høre nærmere fra politiet i de sager, hvortil de er blevet afhørt.

Vigepligtsuheld – Bjerge Landevej, Store-Fuglede, Kalundborg

Kl. 15.15 skete et uheld mellem to personbiler i et vejkryds på Bjerge Landevej/Tystrupvej i Store-Fuglede. En 80-årig mand fra Gørlev Sj. kørte ad Tystrupvej mod krydset ved Bjerge Landevej, hvor svingede til højre. Da han kørte frem i krydset, hvor han havde ubetinget vigepligt, fejlbedømte han afstanden til en bilist, en 47-årig mand fra Kalundborg, som kom kørende ad Bjerge Landvej mod nord i samme retning som den 80-årige. Den 47-årige forsøgte at undvige den 80-årige, da han kørte ud foran hans bil, men han kørte op bag i den 80-åriges bil.

Politi og ambulance kørte til stedet, hvor de to bilister blev tilset. De blev begge taget med til kontrol på sygehuset, men fik ikke konstateret nogen alvorlig tilskadekomst. Bilerne derimod havde fået skader og måtte nødflyttes af vejhjælp. Der opstod en del kø forbi uheldsstedet indtil køretøjerne var blevet flyttet omkring kl. 15.41.

Politiet optog rapport om vigepligtsuheldet, og parterne kan forvente at høre mere i sagen.

Færdselsuheld på motorvejen – Holbækmotorvejen, Roskilde

Kl. 16.46 skete et uheld på Holbækmotorvejen mellem to biler som kørte mod vest, da en 65-årig mand fra København kørte op bag i en forankørende bilist, formentlig fordi han fik et ildebefindende under kørslen. Den 65-årig mand stødte ind i en 56-årig kvinde fra Ølstykke, hvorefter den 65-åriges bil kørte af motorvejen og endte i rabatten, hvor bilen kørte frontalt ind i en lystmast.

Politi og ambulance kørte til stedet, hvor den 65-årige var ved bevidsthed, men han var kommet alvorligt til skade ved ulykken. Han blev frigjort fra sin bil af brandvæsnet og kørt med motorcykeleskorte til sygehuset, da hans tilstand var kritisk. Han blev senere fløjet til Rigshospitalet med helikopter, da han havde pådraget sig alvorlig personskade i form af brud og indre blødning. Han tilstand var blevet stabiliseret, og han var ikke længere i kritisk tilstand.

Den 56-årige kvinde slap uskadt fra uheldet, med en mindre skade bag på bilen. Politiet underrettede Vejdirektoratet og den skadede lysmast, og optog rapport om det alvorlige uheld.

Uden førerret og søgt til fogeden – Centervej, Høng – Kalundborg

Kl. 20.15 blev en 22-årig mand fra lokalområdet standset i bil i en rutinekontrol på Centervej i Høng, Kalundborg. Føreren viste sig aldrig at have taget et kørekort, så han blev sigtet for kørsel uden førerret. Bilen havde den 22-årige lånt, så bilejeren blev sigtet for at udlåne sin bil til en person uden gyldigt kørekort. Den 22-årige var desuden eftersøgt, da han havde undladt at møde i Fogedretten, så han blev anholdt og blev taget med til politistationen, hvor han fik lov at overnatte. Han blev torsdag morgen fremstillet i Fogedretten.

Spiritusuheld – Seinhuusvej, Klippinge, Stevns

Kl. 20.18 kom et alarmopkald om, at en varebil var kørt ud over en mark og var havnet i en å bag Seinhuusvej i Klippinge på Stevns. Føreren var selv kommet ud af bilen og var uskadt efter turen i åen. En patrulje kørte til Klippinge, hvor de traf føreren, en 51-årig mand fra København, som var påvirket af spiritus. Han var desuden frakendt retten til at køre bil for bestandigt på grund af tidligere sager om spirituskørsel. Efter et pust i alkometeret som viste, at han havde en promille væsentlig over det tilladte blev han anholdt og sigtet for spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden. Han blev taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt. Den 51-årige kan forvente at høre mere i sine sager, når resultatet af blodprøveanalysen kommer.

Spirituskørsel – Kalundborg og Holbæk

Kl. 20.35 kom et 112 opkald om, at en mand på en knallert var styrtet, og han havde mistet bevidstheden. Politi og ambulance kørte til Råes Vænge i Kalundborg, hvor knallertføreren, en 30-årig mand fra Kalundborg, var kommet til bevidsthed. Han var tydeligt påvirket af spiritus, men han var uskadt efter styrtet. Han blev anholdt, sigtet for spirituskørsel på lille knallert og taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt. Politiet afventer nu resultatet af blodprøveanalysen, hvorefter den 30-årige vil høre mere i sagen.

kl. 02.45 standsede en patrulje en bare 15-årig dreng, som kørte i en personbil på Spånnebæk i Holbæk. Drengen var desuden påvirket af spiritus over det tilladte, så han blev anholdt og sigtet for spirituskørsel og kørsel uden førerret. Bilen, der tilhørte et familiemedlem, havde han taget uden at få lov. Den 15-årige blev taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev kørt hjem til sin bopæl i Holbæk. Her blev drengens mor orienteret om sigtelserne, og at de sociale myndigheder også ville blive informeret om sagen. Bilejeren ønskede ikke den 15-årige straffet for tyveri af bilen, men fik udleveret nøglerne til bilen. Når resultatet af blodprøven kommer vil den 15-årige og hans værge høre mere i sagen.

Kvinde død i brand i etageejendom – Æblehaven, Roskilde.

Kl. 04.42 kom et alarmopkald om en voldsom brand i en lejlighed i en etageejendom i Æblehaven i Roskilde. En beboer på førstesal havde set flammer foran sit vindue og slået alarm. Politi og redning kørte talstærkt til stedet, hvor ilden havde kraftigt fat i stuelejlighed, og der blev iværksat evakuering af ejendommen. I stuelejligheden blev fundet en livløs kvinde, som blev bragt ud til ambulance, men hendes liv stod ikke til at redde. De øvrige personer i ejendommen blev reddet ud, og de blev tilset i ambulance for røgforgiftning. To voksne og et spædbarn blev bragt til sygehuset til observation for røgforgiftning og en kat blev fundet død i en lejlighed. Brandvæsnet fik slukket branden, som forårsagede store skader i stuelejligheden, men som ikke nåede at sprede sig til de øvrige lejligheder.

Politiet undersøgte brandstedet, som ikke gav grund til at mistænke, at der var sket noget kriminelt i forbindelse med branden. Den afdøde kvinde blev senere identificeret til at være stuelejlighedens beboer, en kvinde i 60´erne. Politiet forsøger nu at underrette pårørende til den afdøde.

Brandstedet skal nu undersøges af politiets brandefterforskere, som i samarbejde med kriminalteknikere fra NKC (National Kriminalteknisk Center) torsdag formiddag vil forsøge at fastslå brandårsagen.

Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestsjællands Politi.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi