Midt- og Vestsjællands Politi: Nyt fra Høng - fredag den 15. maj

dato

Høng er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Høng er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Døgnets anmeldelser vedrørende:


Indbrud i virksomhed/forretninger:

Vandtårnsvej, Holbæk
Industrivej, Roskilde

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Anders Larsensvej, Holbæk
Maglesøvej, Igelsø, Holbæk
Gyvelvej, Ringsted
Skovbrynet, Jyderup

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Fællesskovvej, Overby Lyng, Sjællands Odde

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Kirkevej, Gundsømagle, Roskilde


Narkokørsel i bil med afmeldte nummerplader mv. – Himmelev, Roskilde

Torsdag morgen fik politiet en henvendelse om, at en bil i nærheden af anmelderens bopæl pludselig havde fået andre nummerplader på end de nummerplader, der sad på samme bil for nogle dage siden. Det kiggede politiet nærmere på i løbet af torsdag formiddag, da politiet kl. 09.39 kørte til området. En bil med de nummerplader, som anmelderen havde set, kørte på Folden, hvorfor politiet standsede bilen med henblik på nærmere kontrol af fører og køretøj. Bilen blev ført af en 30-årig mand fra Store-Merløse, der i forvejen var frakendt kørekortet, og som under kørslen var påvirket af både alkohol og narkotika. Han blev derfor anholdt og sigtet for spiritus-/narkokørsel i en personbil, der var påsat afmeldte nummerplader tilhørende en anden model af samme bilmærke. Bilen Ved visitationen var han også i besiddelse af lidt narkotika, så sigtelserne blev udvidet til også at omfatte lov om euforiserende stoffer og tyveri af de nummerplader, der sad på bilen. Den 30-årige blev løsladt efter udtagelse af nogle blodprøver og afhøring til sagerne, som han vil høre nærmere om fra politiet.

Hash på bopælen – Høng – Kalundborg

Kl. 09.45 foretog politiet med assistance fra narkohunde en ransagning af bopælen hos en 40-årig mand fra Høng, idet politiet mistænkte ham for at være i besiddelse af narkotika. Ved ransagningen fandt politiet 37 gram hash, som han var i ulovlig besiddelse af. Hashen blev beslaglagt, og den 37-årige blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Senere vil han høre nærmere fra politiet, når sagen mod ham skal afgøres.

Færdselsuheld – Løvenborg Alle, Regstrup – Holbæk

Kl. 11.57 var to biler stødt sammen på vejen, så den ene bil var kørt i grøften. En ambulance var blevet sendt til uheldsstedet, hvor de to parter blev tilset af ambulanceredderne. Ingen var kommet til skade ved uheldet, der skete, da en 67-årig mand fra Holbæk kørte ad Løvenborg Alle mod øst i en personbil og blev strejfet under passage af en varebil, der blev ført af en 54-årig mand fra Sorø i modsat retning. Som følge af sammenstødet kørte den 67-årige i grøften, så et bugseringskøretøj måtte tilkaldes for at få bilen fjernet. Herunder blev vejen kortvarigt spærret for færdsel i begge retninger. Politiet har optaget rapport om færdselsuheldet for at få klarlagt de nærmere detaljer i forbindelse med ulykken.

Indbrudstyv meldte sig selv – Maglesøvej, Igelsø, Holbæk

Kl. ca. 12.00 fik personalet på Holbæk politistation besøg af en 21-årig mand fra Mørkøv. Han ville gerne af med sin dårlige samvittighed og oplyste, at han havde begået et indbrud i et hus i Igelsø-området. Efter at have beskrevet huset mv. kørte en patrulje til en adresse på Maglesøvej, hvor der ganske korrekt var begået et indbrud i en villa som beskrevet af den 21-årige. Han havde lavet et hul i en rude og efterfølgende lukket vinduet op, så han kunne komme ind i huset, hvor han tog noget mad fra køleskabet, nogle få smykker og et par mobilopladere. De effekter var den 21-årige fortsat i besiddelse af, da han blev anholdt og sigtet for indbruddet. Efter afsluttet afhøring løslod politiet den 21-årige, som vil høre nærmere fra politiet, når sagen mod ham skal afgøres.

Røg fra kælder – Kalundborgvej, Holbæk

Kl. 14.08 rykkede brandvæsnet og politiet ud i anledning af en melding om brand med kraftig røgudvikling i noget beboelse. Det viste sig at være knap så dramatisk, idet et fyr i en kælder havde udviklet noget røg. Der havde ikke været nogen egentlig brand, så der var ikke sket nogen skade på nogen bygningsdele, og heller ingen personer kom til skade ved røgudviklingen.

To kvinder stjal kødvarer fra supermarkeder – Greve / Karlslunde – Greve

Kl. 18.10 anmeldte personale fra supermarkedet Rema 1000, Greve Centervej, at to kvinder tidligere på eftermiddagen havde stjålet kødvarer fra supermarkedets kølemontre og uden at betale var kørt fra stedet i en personbil. Personalet havde undret sig over kvindernes adfærd, da de forlod butikken og noterede sig for en sikkerheds skyld nummerpladen på den bil, de kørte i. Efterfølgende kontrol via overvågningen i forretningen afslørede så tyveri af kødvarer for 618 kr. Politiet kørte til bilejerens adresse i Ishøj, hvor politiet traf to kvinder begge på 59 år fra Ishøj. Da de begge kunne mistænkes for at have været i Rema 1000 for at stjæle kødvarer, blev de sigtet herfor, samtidig med at politiet foretog en ransagning af bopælen, hvor politiet i fryseren fandt de stjålne kødvarer samt nogle andre kødvarer fra supermarkedet Meny, Karlslunde Parkvej, Karlslunde. Ingen af kødvarerne var frosne, så politiet formodede, at der var tale om tyvekoster fra begge supermarkeder, fordi kvinderne ikke havde nogen kvittering fra butikkerne. En patrulje blev sendt til Meny i Karlslunde, hvor det blev klarlagt, at kvinder også havde været der og stjålet kødvarer for 731 kr. Derfor blev de sigtet for butikstyveri fra begge supermarkeder, som nu har et erstatningskrav på de stjålne kødvarer. Butikkerne måtte nemlig kassere varerne, da de ifølge reglerne ikke havde været opbevaret korrekt ifølge fødevaremyndighedernes bestemmelser. De to sigtede kan nu også forvente et erstatningskrav sammen med den afgørelse, som de vil få i anledning af butikstyverierne.

Uro på gaden – Syrenvej, Ringsted

Kl. 20.47 kørte flere patruljer til området, fordi der var optræk til uorden og måske slagsmål på gaden i et villakvarter. Det viste sig, at det var en gammel uoverensstemmelse mellem to familiegrupperinger, der var blusset op. Politiet fandt i området en kniv og en saks, som politiet sikrede sig til eventuel nærmere undersøgelse. Ingen var blevet fysisk forulempet eller kommet direkte til skade under uoverensstemmelser, der involverede en personkreds fra villakvarteret samt øvrige personer med familiemæssig relationer fra et andet område i Ringsted by. En gammel skade i et ben hos en 54-årig mand brød dog op under uoverensstemmelserne, så han måtte en tur på skadestuen til kontrol og fornøden behandling. Efter knap en time var der faldet så meget over gemytterne, at patruljerne kunne forlade området. Ingen var blevet sigtet for noget.

Hurtige bilister – Køge Bugt Motorvejen, Solrød Strand / Greve

Kl. 20.56 blev en bilist målt til at køre med en gennemsnitshastighed på mindst 192 km/t ad motorvejen mod nord ved Greve, selv om højst tilladte hastighed er 110 km/t ifølge skiltningen. En 30-årig kvinde fra København S blev sigtet for hastighedsovertrædelsen.
Kl. 21.30 målte færdselspolitiet en bilist til at køre med en gennemsnitshastighed på mindst 163 km/t på motorvejen i sydgående retning ved Solrød Strand, selv om højst tilladte hastighed også der er 110 km/t ifølge skiltningen. En 31-årig mand fra Næstved blev sigtet for hastighedsovertrædelsen.
Begge bilister kan nu ud over en bøde forvente en frakendelse af kørekortet efter deres hurtige kørsel, som færdselspolitiet filmede med en video-patruljebil.

Narkobilist med hash og knive i bilen – Hundigevej, Greve

Kl. 23.09 anholdt og sigtede politiet en 35-årig mand fra København NV for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil med udenlandske nummerplader. Han skønnedes påvirket af narkotika under kørslen, og da politiet kunne erkende en lugt af hash fra bilen, blev den ransaget. Herunder fandt politiet 4½ gram hash i en taske i bilen samt to ulovlige kniven i bilens handskerum. Den 35-årige blev derfor også sigtet for de to overtrædelser af lovgivningen, inden han blev løsladt efter udtagelse af blodprøven til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Han vil derfor høre nærmere fra politiet i anledning af sigtelserne.

Færdselsuheld / spirituskørsel – Strøby Bygade, Strøby – Stevns

Kl. 01.00 fik politiet en henvendelse fra en opmærksom bilist, der undrede sig over en varebil med beskadigelser i fronten holde i vejsiden. Da bilisten ville tage kontakt til bilisten, kørte føreren af varebilen fra stedet. Kort efter fandt bilisten et par påkørte vejskilte, vragdele samt en tabt nummerplade på uheldsstedet ved et helleanlæg ud for Strøby Bygade 1. Politiet kørte til uheldsstedet, hvor ingen var kommet til skade eller med andre trafikanter involveret. En anden patrulje blev samtidig sendt til en adresse på Stevns, hvor ejeren af den efterladte nummerplade boede. På dette sted fandt politiet varebilen og traf en kraftigt spirituspåvirket, 32-årig mand fra Slovakiet, der kunne mistænkes for at have været fører på uheldstidspunktet. Han blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel, så han fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Han blev løsladt efter endt sagsbehandling i nat, men fik samtidig besked på at henvende sig på en politistation fredag eftermiddag for at få sin sag afgjort, inden han måske forlader Danmark.

Mand kørte narkokørsel to gange – Holbæk

Kl. 01.50 anholdt og sigtede politiet en 31-årig mand fra Slangerup for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil, som han førte ad Roskildevej indtil Skagerakvej i Holbæk. Han fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer (cannabis) og blev løsladt kl. 02.11 fra Holbæk sygehus, hvor blodprøven var blevet udtaget.
Kl. 02.46 fik en anden patrulje øje på den samme personbil, som nu blev ført ad Roskildevej ved Mellemvang. Bilen blev igen standset, og politiet kunne efterfølgende konstatere, at samme 31-årige mand igen sad bag rattet. Han blev igen sigtet og anholdt for narkokørsel, inden han efter en ny blodprøve på sygehuset blev løsladt. Den 31-årige ønskede ikke at udtale sig til politiet i anledning af denne anden kørsel i bilen. Han vil derfor høre fra politiet, når de to blodprøver er blevet analyseret.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi